motivation for diplomet

 Motivation for diplomet til Pantomineteatret

Motivation for diplomet til Pantomimeteatret:

Pantomimeteatret i Tivoli, København (Danmark)

For den vellykkede renovering af en skrøbelig pavillon i det historiske Tivoli, og teatrets uvurderlige bidrag til at bevare den unikke pantomimetradition.

Det kinesiske Pantomimeteater i Tivoli blev opført 1874 af professor Vilhelm Dahlerup. Teatret ligger i en af verdens ældste forlystelseshaver, der besøges af mere end 4 mio. mennesker hvert år.

Det originale design kombineret med den teaterhistoriske betydning gør Pantomimeteatret til et monument af betragtelig betydning i Europa. Teatret opfører klassiske pantomimer, der følger en tohundrede år gammel, dansk tradition. Det er en populær genre, hvis oprindelse skal findes i Commedia dell’arte. Traditionen har kun overlevet i Europa takket være Pantomimeteatret, hvor faget overleveres fra danser til danser.

Bygningen, der er lavet af træ, er meget skrøbelig og udsat for konstant nedbrydning. De ydre overflader er helt dækkede af stærkt farvede, malede ornamenter eller bladguld. Imidlertid havde træværket, facaden og ornamenterne fået omfattende råd- og fugtskader. I 2000 påbegyndtes en gennemgribende restaurering af bygningens ydre, herunder facaden, sidetårnene og taget. Omhyggelige reparationer udførtes i hånden og enkeltdele blev erstattet, hvor det var nødvendigt. Det lækkende zinktag blev erstattet med et af kobber, der er dækket med maling og 23.5 karat bladguld. Facadebemalingen udgjorde et særligt problem. Der fandtes kun meget lidt tilbage af den originale bemaling, så restaureringen er baseret på en farvesætning fra 1950, udført med omhyggelig professionalisme.

Ejer: Tivoli A/S
Arkitekt: Finn Larsen (†), i samarbejde med professor, arkitekt Hans Munk Hansen
Professionel rådgiver: Nationalmuseets Bevaringsafdeling
Bygningshåndværkere: N.H. Hansen, Jens Pilegaard, Worm, Nielsen & Kromann
Adresse: Vesterbrogade 3, 1630 København V
Website: www.tivoli.dk