pressemeddelse

pressemeddelse

2 Europa Nostra priser til Danmark

I morgen, fredag den 3. juni, overrækkes Europa Nostra Awards 2005 i Bergen, og hele to af de prestigefyldte internationale priser går i år til Danmark. Pantomimeteatret i Tivoli, der er fra 1874, og blev restaureret i 2001 får et diplom for ”den vellykkede renovering af en skrøbelig pavillon i det historiske Tivoli, og teatrets uvurderlige bidrag til at bevare den unikke pantomimetradition”. Den anden pris, som er en æresmedalje, gives til arkitekt og professor Hans Munk Hansen for ”50 års udsøgt professionalisme i arbejdet med historiske byer og bygninger, og for sin fine fornemmelse for ’stedets ånd’”.

At Pantomimeteatret og Hans Munk Hansen hyldes samme år af Europa Nostra er en tilfældighed, men ikke desto mindre er der en god sammenhæng mellem prismodtagerne, idet Hans Munk Hansen var konsulent for Tivoli ved restaureringen af arkitekt og professor Vilhelm Dahlerups Pantomimeteater. En restaurering som varede 6 måneder, og hvor der blandt meget andet blev brugt næsten 4 tons kobber og 22.000 ark bladguld i 23 ¾ karat. Restaureringen kostede 6,5 mio. kr. – heraf bidrog Skov- og Naturstyrelsen (nu Kulturarvsstyrelsen) med 1.6 mio. kr.

”En Europa Nostra Award er den fineste restaureringspris, man kan modtage. Vi er derfor meget stolte over, at netop Pantomimeteatret, der betyder så meget for Tivoli, og som vi lægger så mange kræfter i, hædres”, siger Lars Liebst.

De to danske prismodtagere fejres ved en ceremoni 6. september på Pantomimeteatret. Her vil Europa Nostras præsident H.K.H. Prinsgemalen overrække priserne til Tivoli v. Lars Liebst og professor Hans Munk Hansen. I forbindelse med ceremonien vil der blive vist et uddrag af Pantomimeteatrets repertoire, herunder Tommelise med H.M. Dronning Margrethe som scenograf.

Med venlig hilsen

Stine Lolk
Tivoli
Kommunikationchef
33 75 03 38 / sl@tivoli.dk